Problemformulering

Vi har valgt at arbejde med inklusion i folkeskolen.

Problemformulering:
- Hvordan spiller sociologi, politiologi og økonomi ind på inklusion?


Problemstillinger:
- Hvad gør man for at inkludere børn i folkeskolen?
- Hvilke fordele og ulemper er der ved inklusion?
- Sparer staten penge på inklusion, eller får de flere udgifter?

Salamanca Erklæringen

Salamanca erklæringen blev underskrevet i år 1994, hvor der blev vedtaget at alle børn har lige ret til en grundlæggende uddannelse. Det betyder at selvom at nogle børn har specielle indlærings behov, så skal de folkeskoler som de kommer til, kunne opfylde de behov som de har.

Grundlaget for at lave denne erklæring er at få alle i uddannelse. Ikke kun de normalt begavede børn, men også dem med de ekstra behov. Hermed vil uddannelsessystemets effektivitet blive udviklet.

Desuden så er det vigtigt at de folkeskoler som der modtager børnene, formår at undgå al form diskrimination, da det kan være læringshæmmende, når man bliver undervist i et dårligt miljø. 

Det er med til at skabe et mere trygt samfund for velfærdsstaten, da der kan blive skabt større sociale fællesskaber hvor alle kan være med.

Salamanca Erklæringen

Kvalitativ undersøgelse om inklusion

Fra eksklusion til inklusion

Denne model viser en trappe over de forskellige "ioner". Øverst på trappen er inklusion, og nederst er eksklusion, midt i mellem finder man to andre "ioner". Her på modellen ses det, at eksklusion, som er det modsatte af inklusion, går ud på, at en gruppe mennesker alle er sammen om den samme ting, men en lille del af befolkningen er udelukket fra den gruppe. Et skridt højere på trappen over "ioner" er separation, hvor samfundet er delt ind i to grupper, som ikke har noget at gøre med hinanden. Endnu højere er integration, hvor alle er med i en gruppe, men indenfor denne gruppe er der en mindre gruppe af folk, som deltager både i det store samfund og i deres eget lille samfund. Inklusion er højest på trappen. Inklusion er, når alle er med i den samme store samfundsgruppe.

  

Politikernes synspunkter på inklusion

Konservatives holdning til inklusion

Konservative vedtog sammen med alle andre partier undtagen Enhedslisten at ændre folkeskolereformen i år 2012. Det betød, at elever fra "specialområdet" skulle inkluderes i den almindelige folkeskole. Hensigten var, at midlerne fra specialområdet skulle følge med eleverne, så der blev taget hånd om de elever, der havde særlige behov. Man har dog fundet ud af, at udgifterne til specialundervisning er faldet med 4,7% fra år 2011 til år 2012, og der er tilsvarende ikke sket en stigning i midlerne ved normalområdet. En undersøgelse af BDO viser, at udgifterne til normalområdet også er faldet med 1,1 %.

Kandidaten, Lars Gravgaard Hansen fra Konservative mener, at inklusion aldrig må blive en spareøvelse, hvilket han synes, det er ved at blive. Han beskriver bl.a. en situation, hvor fire børn er blevet inkluderet i en almindelig folkeskoleklasse. De fire børn har behov for mere opmærksom og har brug for særlige forhold som eksempelvis en lærer at støtte sig til. Disse børn kræver naturligvis mange flere ressourcer end de andre børn i folkeskoleklasserne, og det store problem er, at der ikke bliver tildelt nok ressourcer til sådanne eksempler af inklusion.



Lars Gravgaard Hansen nævner også, at han håber, at der er nogle, der tager sig seriøst af børnene og deres forældre, så alle parter får en god oplevelse af at gå i skole. Børnene skal tages seriøst, og som han skriver, skal de føres frem i stedet for at blive skubbet igennem et system, som ikke er beregnet til inklusion.

Han nævner f.eks. en pige ved navn Cecilie, som havde tilbragt fire år i en folkeskole, hvor hun blev ekskludret for fællesskabet i klassen, fordi hun var anderledes. Lars Gravgaard Hansen slår klart ned i, at det er en spareøvelse.   

Konservative.dk

Enhedslistens holdning til inklusion

Enhedslistens ordfører Lars Dohn har udtalt følgende om inklusion:  

- "Man kan ikke lave inklusion uden at investere penge i området. De svageste elever bliver taget som gidsler, for det er umuligt for lærerne at tilgodese elevernes særlige behov, når der stadig sidder over 25 elever i klassen, kun er én lærer til at hjælpe eleverne, og når lærerne ikke er fagligt opdaterede på elevernes særlige behov."

Lars Dohn har taget fat i Folketingets undervisningsminister Christine Antorini, og hun afviser, at inklusions reformen er en spareøvelse:

 ”Når jeg ikke bruger ordet spareøvelse, er det, fordi jeg vitterlig ikke mener, det er en spareøvelse. I en spareøvelse tager man fra nogle og giver til andre.”

Enhedslisten er meget kritiske overfor inklusionsloven. Lars Dohn siger blandt andet:

- "Da Regeringen, DF, Venstre, Konservative og Liberal Alliance vedtog inklusionsloven, garanterede de, at pengene fra specialområdet ville følge med eleverne over i normalområdet, men skolerne har ikke set skyggen af de penge. Det er blevet en spareøvelse, og det går ud over eleverne. Og det skal regeringen naturligvis rette op på."

Han nævner også, at Enhedslisten var det eneste parti, der stemte imod inklusionsloven, fordi de ikke mener, at det er alle børn, der har bedst af at blive inkluderet i normalområdet. De mener, at alle børn skal have mulighed for at få det tilbud, der er bedst for netop dem. Hvis det er inklusion i normalområdet, der er det bedste for netop det enkelte barn, så skal der naturligvis ifølge Lars Dohn ske en inklusion, men hvis barnet i stedet har brug for en speciel tilrettelagt undervisning, skal det være en mulighed. Han nævner derudover, at hvis inklusion skal kunne lykkedes, så det er et tilfredsstillende behov for alle parter, skal der være ressourcer nok til barnet. Det gælder f.eks. ekstra lærere i klassen og færre elever i klassen.

Enhedslistens syn på inklusion 

Inklusion sparer staten penge!

Enhedslistens antagelser var gode nok:

På denne graf udviklet af folkeskole.dk ses det tydeligt, at antallet af penge, som bliver brugt pr. elev, er blevet betydeligt mindre fra 2011 til 2012. Her kan man så se, at enhedslistens antagelser om, at inklusionen ville blive brugt som en måde at spare penge på, i stedet for en måde at få alle med.

link til enhedslistens udsagn: Enhedslisten.dk

Kommuner sparer for meget

Mange kommuner vælger at skære ned på deres budgetter for folke- og specialskoler i år 2013, (2013 er det første hele budget-år med den nye inklusionslovgivning.) Det der sker, er at pengene "bare" bliver sparet og ikke følger med specialeleverne over i de almindelige folkeskoler, som var meningen. I 4 ud af 10 kommuner vælger man at spare pengene på støtte for børn med særlige behov, som går i en almindelig folkeskole. Det er meget få kommuner, der vælger at lade pengene følge med eleverne, det er ca. 4% af alle landets kommuner, der vælger at gøre dette.

Formanden for lærerforeningen, Anders Bondo Christensen udtaler følgende;
"Det er jo år efter år, der spares. Der forsvandt en kvart milliard fra skolebudgetterne sidste år, hvor kommunerne sparede langt mere, end de behøvede. Så der er luft i budgetterne til at genoprette, og folkeskolen er et af de steder, der har holdt allerhårdest for. Det er deprimerende".

Link til: Folkeskolen.dk

Konklusion

Efter at have arbejdet med inklusion kan vi på konkluderende vis antage at både sociologi, økonomi og politiologi spiller ind. Politikerne har forskellige holdninger til inklusion, og Enhedslisten er det eneste parti, der er imod inklusionsloven. Både Konservative og Enhedslisten er enige om, at erklæringen ikke er ment som en sparerøvelse, men det er blevet sådan, hvilket er en stor ulempe for inklusion, da det var meningen, at penge skulle følge børnene. Og sådan skal det ikke være.
Fordelene ved inklusion er, at alle børnene er i et større fællesskab, hvor ingen børn er direkte udenfor fællesskabet, fordi specielbørnene bliver inkluderet i det almene område. Der er dog eksempler på, at børnene alligevel bliver ekskluderet fra fællesskabet i en folkeskoleklasse, da de har specielle og særlige behov, hvilket de almene børn ikke kan forstå.
Hvis undersøgelserne, som vi har taget udgangspunkt i, er sande, kan vi altså betragte, at Staten sparer penge på inklusion. Men det kan godt være, at det er en sparerøvelse nu og her, men det vil i fremtiden måske ikke være den sparerøvelse, som det er nu. Selvom man stadig arbejder på at uddanne specielpædagoger til børnene, så kan det i sidste ende med, at det bliver langt dyrere i fremtiden, fordi man har skabt problemer uden at indse, at det er for sent at rette op på dem, og det bliver derfor dyrere.